Hej far

Som døtre er vi blevet bange. Vi er bange for den position, du holder i samfundet. Den hvide mand er blevet et billede på den rasende heteronormative* og white-body-supremacy** verdensorden.

Vi ved, at vi af den grund har skubbet dig op i et hjørne, at vi har peget fingre af dig, men med arbejdet på denne platform vil vi prøve også at vende fingeren mod os selv og vores egen position. Vi tror, at vi har brug for hinanden til at forstå og anerkende de blinde vinkler, som vores privilegier indebærer.

Nu, under denne corona pandemi, måtte vi tage yderligere fysisk afstand til dig, af frygt for ellers at miste dig. Men hvis vi ihærdigt prøver at redde dit liv ved at holde denne afstand til dig, så isolerer vi dig samtidig fra vores liv. Hvad hvis vi lukker dig ind i vores verden og univers i stedet for at ekskludere dig?

Vi har sådan brug for en forandring, at vi er blevet bange for at have tillid til dig. Men, kæreste far, det, vi prøver at sige, er: Bag enhver magtfuld institution i samfundet er mennesker – ofte hvide mænd som dig – og vi tror på, at det er muligt at skabe en institutionel revolution ved at starte en personlig revolution i disse mennesker (altså dig) og derved ændre strukturel undertrykkelse og denne heteronormative white-body-supremacy verdensorden.

Nu skal du mærke godt efter, for vi vil gerne tilbyde dig at indgå i dette forsøg. Du vil blive stillet en opgave af din datter, som kræver din hengivelse. Dokumentationen af din udførsel vil blive lagt op på denne hjemmeside og vil indgå i materialebanken, der skal danne grobund for danseforestillingen HEJ FAR, som vi er ved at udvikle.

Vi har tillid til, at vi på denne kollektive platform kan transformere det besynderlige faderkompleks, vi oplever at befinde os i, og bane vejen for den revolution, vi sådan længes efter at inddrage dig i.

Men bare rolig, far, som Audre Lorde siger: “The Master’s tool will never dismantle the Master’s house”. Vi vil ikke gentage dine strategier og bekæmpe dig som et virus. Vi elsker dig og vil opmuntre dig. Stop med at følge dit intellekt og din programmering, men om-programmér dig i stedet.

Dette er en invitation ind i vores verden og en undersøgelse, som vi udfolder sammen.
Vi vil tilbyde dig en hånd, så vi kan føre dig ind i vores verden og byde dig op til dans.

Kærligst
dine døtre

* (introduceret af teoretiker Michael Warner) = en opfattelse af heteroseksualiteten og dennes normer vedr. samliv, familie, kultur mv. som det rigtige og normale. (kilde: ordnet.dk)
** = individuelle og institutionelle holdninger, praksis og politikker, der hæver den hvide krop til at være standarden, som alle andre menneskers værdi måles mod. (Begrebet beskrives først i Resmaa Menakems skrifter som en form for legemliggjort traumereaktion, der skyldes intergenerationel overførsel af undertrykkende racebaserede skævheder og frygt i kroppen.) (kilde: complextrauma.org)